|
| For 10 – 15 år siden
blev jeg som idrætslærer vidner til,
at en af velfærdssamfundets utilsigtede følgevirkninger
for alvor var ved at slå igennem: Den teknologiske
landvinding havde skabt et bevægelses-bekvemmeligt
samfund, hvor det at røre sig mindst muligt
i erhvers- og privatlivet - og ikke mindst i børnenes
lege-liv – var blevet en kæmpe succes.
Langsomt, men sikkert er det nu ved at gå
op for os, at vores krop ikke er gearet til en så
bevægelsesfjendsk tilværelse (kommende
generationer). |
| Først i de ældre
klasser – og senere i mellemgruppen kunne
jeg begynde at spotte elever i dårlig form,
ja, nærmest bevægelseshæmmede…
og med fare for at udvikle en form for motionsfobi. |
Hverken forældrene, samfundet
eller skolen har indtil nu kunnet sikre, at børn
og unge i tilstrækkelig grad - under disse
nye omstændigheder - får en bedre kropssundhed,
som er til gavn for indlæring og livskvalitet.
Jeg tog derfor den drastiske beslutning med min
nye 1. klasse i 2000, at jeg ville bruge 15 –
20 minutter dagligt af elevernes dyrebare undervisningstid
(forsøgsordning) til Daglig Motion-projektet. |
|
 |
|
| |
|
|
